Vi udvikler byggelegepladserne sammen med lokalmiljøet

Byggelegepladserne på Bredegrund og i Remiseparken skal udvikles, da de ikke længere lever op til kravene. Legepladserne er stadig åbne, mens vi arbejder på nye løsninger.

De nuværende legeredskaber skal fjernes og erstattes med nye løsninger, fordi de ikke lever op til de gældende regler og sikkerhedskrav. 

Byggelegepladserne er i mellemtiden stadig åbne, og medarbejderne er klar til at lave aktiviteter med børnene. Børnene har altså fortsat mulighed for at bygge, lege og bruge deres fantasi i perioden indtil, der kommer en ny løsning på plads.

Vi arbejder på nye løsninger sammen med københavnerne

Hvordan skal byggelegepladserne se ud i fremtiden? Vi arbejder på at skabe nye rammer, der passer til børn og unges behov og giver plads til kreativitet, byggeri og fællesskab. Derfor er vi i dialog med brugerne og de lokale.

På to borgermøder, har vi fortalt om situationen og de planer, vi arbejder med. Møderne har også givet mulighed for at stille spørgsmål og komme med input.

Vi laver workshops, hvor børn og unge kan komme med idéer

I november 2026 inviterer vi til workshops, hvor børn og unge kan dele deres idéer og ønsker til byggelegepladsernes fremtid. Vi har særligt fokus på de større børn fra 4. til 8. klasse.

Vi vil gerne høre, hvad der gør en byggelegeplads sjov og spændende at bruge. Det kan for eksempel være idéer til byggeaktiviteter, indretning eller nye måder at bruge området på.

Når invitationerne til de kommende workshops er klar, så fortæller vi mere om det her på siden.

Vi arbejder på nye og sikre rammer

Byggelegepladserne betyder meget for de børn og familier, der bruger dem. Derfor vil vi gerne bevare det, der gør dem særlige, og samtidig skabe nye rammer, der lever op til de gældende sikkerhedskrav.

Tak for jeres tålmodighed og for at dele jeres tanker og idéer med os. Vi glæder os til at udvikle byggelegepladserne sammen med jer.