Legepladsen i Brønshøjparken

Legepladsen ligger i et smukt parkanlæg omkring en lille sø, som man kan se fra legepladsen.

Legepladsen byder på aktiviteter for børn og unge i flere aldre.

Midt på pladsen står et højt klatreredskab formet som et gigantisk edderkoppespind. Det har en 7–8 meter høj midterstolpe og små udsigtsplatforme på vej mod toppen.

Ved siden af ligger et stort klatrelandskab med rappellingrampe, hængebro, rutsjebane og brandmandsreb. Et særligt område er indrettet som en "jorden er giftig"-bane med balancebomme og små stolper.

Leg og bevægelse på asfalt

Der er også et stort asfaltareal med opmalede hinkelege, spil og figurer. En af figurerne forestiller grundplanen af et hus, som børnene kan lege, at de bor i. Der er desuden optegnet felter og streger til kapløb og pointlege.

En halv basketbane med kurv giver mulighed for fx streetbasket, Tyr og Knockout. Der er også en lille boldvæg.

Noget for både de mindste og de største

Til større børn og voksne er der fitnessredskaber til bl.a. arm- og mavebøjninger samt et meget højt rebstativ til klatring.

De mindre børn kan lege med sjove vippedyr, børne- og babygynger, en stor hængekøje og en sandkasse med palisadekant.

Grønne gemmesteder og hyggelige kroge

Legepladsen er omgivet af høje træer og lave buskadser, hvor børnene har skabt deres egne små grønne tunneller til gemmeleg og opdagelse.

Der er mange små grupper af borde og bænke, nogle af dem overdækket med farvestrålende bjælkehalvtag.

Bemærk: Legepladsen er ikke indhegnet.

Kontakt

Legepladsen i Brønshøjparken

Frederikssundsvej 126

2700 Brønshøj