Den bemandede legeplads på Hulgårds Plads

Legepladsen på Hulgårds Plads er en populær, grøn oase i Københavns nordvestkvarter. Her er der plads til, at både de mindste og større børn kan udfolde sig.

Bemandet med pædagogisk personale

Sommer (uge 18-41)

  • Mandag-fredag kl. 9-17
  • Lørdag-søndag kl. 10-17 (i uge 22-34)

Vinter (uge 42-17)

  • Mandag-fredag kl. 9-17
  • Lørdag-søndag kl. 10-17 (fra uge 1-8)

Ingen bemanding på helligdage

Blandt høje træer og masser af beplantning ligger den bemandede legeplads på Hulgårds Plads afskærmet fra kvarterets trafik. Her er rig mulighed for, at børnene kan udfolde sig på forskellig vis.

Legepladsen er bemandet med pædagogisk personale, der løbende sætter gang i sjove, kreative og lærerige aktiviteter ude og inde.

Legepladsen er delt i to: en indhegnet legegård for de mindste, og et stort, afvekslende legeområde for de større børn. 

Den hyggelige legegård for de mindste har sandkasse, rutsjebane og småbørnslegetøj til udendørs brug.

På det store legeområde kan børnene forsvinde ind i en bevokset høj med en underjordisk tunnel eller boltre sig i abeanlægget med træpæle og stubbe. Der er også sandkasse, gynger og legehuse. Derudover er der en multiboldbane til volley, basket, fodbold og tennis, en udfordrende cykelbane, bordtennis og en bålplads.

Børnene kan låne cykler, mooncars, tennisnet, ketsjere og bolde i legepladsens åbningstid.

Indenfor i byrumshuset er der plads til at lege og være kreativ med bl.a. dukkehuse, spil, computere, sy-værksted og malegrej. Det er også her man kan spise sin madpakke i tørvejr.

Soppesøen på legepladsens område fyldes med vand på udvalgte dage i sommerhalvåret. Husk, at man skal have ble eller badetøj på, når man bader i soppesøen.

Om området

Legepladsen ligger i tilknytning til Nordvestparken, der er anlagt på et tidligere busremiseområde.

Nogle af legepladsens børn har bidraget med de digte, der er nedfældet i stierne i den nye park.

Særlige faciliteter

Bemandet legeplads med:

  • Byrumshus med legetøj, brætspil og løbende aktiviteter i den bemandede åbningstid
  • Kreative værksteder
  • Syværksted
  • Bålplads
  • Multiboldbane til tennis, fodbold, volley og basket
  • Bordtennisbord
  • Gynger
  • Cykelbane
  • Sandkasser

Praktisk info

  • Toilet og pusleplads tilgængelig i legepladsens bemandingstid
  • Hunde er ikke tilladt 
  • Røgfri legeplads
  • Handicaptilgængelig

Du er velkommen til at holde børnefødselsdag på legepladsen, kontakt personalet.

Adresse

Den bemandede legeplads Hulgårds Plads

Hulgårds Plads 6

2400 København NV