Legepladserne i Ørestad Bypark

Den åbne, grønne bypark i Ørestad byder på masser af aktiviteter for børn og voksne.

Mellem Ørestadens boligbebyggelser tæt ved indkøbscentret Fields er der anlagt en åben bypark med små "aktivitets-øer" i hele parkens længde. Parken ligger mellem Center Boulevard og Ørestads Boulevard.

Nærmest Center Boulevard ligger parkens højeste aktivitets-ø. På toppen af højen står et stort "øje", som man kan rutsje fra. Der er også sandkasse på toppen. Heroppefra kan børnene komme ned ad skråningerne ad 7 forskellige "veje" med hver sin udfordring. Der er fx rutsjebaner, klatre-tovbane, balancestubbe og træstammer til nedfarten. 

Andre aktivitetsøer i Ørestad Bypark:

  • gynge-øer med anderledes gynger
  • cykel-ø til de mindste med med snoede stier, vejstriber og fodgængerfelter
  • cirkus-ø med arena og tribune til børn og voksne
  • legeplads-ø med karrusel, rutsjebane, armgangsbaner, snurrestænger osv.
  • vippe-ø med vippe, man står oprejst på
  • beachvolley-ø til de unge med sandbane, dommertårn og siddepladser

Rundt omkring i byparken er der bordtennisborde, små boldbaner og mini-kælkebakker, samt grønne plæner, parkstole og borde til den medbragte bog eller mad. 

Parken er også perfekt til drageflyvning, da vinden har frit spil på de store, åbne arealer ud mod Amager Fælled. 

 

Praktisk info

  • Toiletter ud mod Ørestads Boulevard
  • Byparken er et privatejet anlæg med offentlig adgang.
  • Nærmeste metro er Ørestad Station.

Kontakt

Legepladserne i Ørestad Bypark

C. F. Møllers Alle 56

2300 København S